Dag 13 - den 7. april. Tilbage i Hanoi for sidste gang, i aften tager vi nattoget syd på til Danang

Kl. 05.30 rullede nattoget ind på stationen i Hanoi. Hjemturen fra Lao Cai nord på, synes vi faktisk, var gået ret godt.
Det synes vi nok mest fordi, udturen havde virket, ret så skræmmende på os. Oplevelsen kan beskrives nogenlunde sådan her: Vi var i et fremmet land, det var næsten blevet mørkt, ankom til en banegård som vi ikke kendte og med to børn. Så gjaldt det om, at finde det rigtige tog, og finde den rigtige togvogn. Samtidig med at der skulle passes på drengene og bagagen. For overhovedet at komme over til det rigtige tog, skulle vi gå ud over flere spor, og holde øje med, at der ikke kom andre tog kørende. Drengene blev igen instrueret i, at se sig grundigt for, og holde øje med, hvor de satte fødderne. For vi turde ikke tænke på, at en fod kunne komme til at sidde fast imellem skinnerne.
Efter lidt ventetid i hver vores køje, begyndte toget så at kører. Det svajede fra side til side og jo hurtigere det kørte, jo mere skrumlende og skramlende det, og ind i mellem kom der så voldsomme ryk, at vi troede, at det nærmest blev afsporet. Vi synes også, at de steder hvor toget gjorde stop så "skumle" ud. Der var kun et at gøre, og det var at rulle gardinet for og prøve på at sove.
Til sidst faldt vi da i søvn og tænkte "Hurra for DSB":-)

Vi var altså tilbage i Hanoi, nu for sidste gang. Vi tog tilbage til vores "gamle" hotel, som opbevarrede vores rollerbags. Vi fik morgenmad og lejede igen vores "gamle" værelse nogle timer så vi kunne få et bad og slappe lidt af. Lennart & Steffen fik skrevet postkort til 2.A & 6.A på Ans Skole. Vi gik en sidste gang ned i det gamle kvarter og købte lidt soveniers og fik en is.

Kl. 18 kørte vi igen mod Hanoi Banegård. Nu for at komme sydpå til Danang, og derfra direkte videre med bil til Hoi An i central Vietnam. Fra Hanoi til Hoi An er der ca. 1200 km. Det var 16 timer med tog, der lige skulle overståes. Som blev til 17 timer pga. forsinkelse + 1 time med bil, inden vi var i Hoi An.
Standarden på toget, var også lige faldet til toilet med hul i gulvet. Det mest hårrejsende på togturen, var da vi om morgenen kiggede ud af vinduet, og fik øje på to "blinde" pasagere, som sad på taget af en togvogn længere fremme. De bukkede sig lige, når der kom en gren eller en tunnel. Vi turde knap nok kigge ud af vinduet, og det gøs i maven, når vi kiggede ned af bjergsiderne. Ikke noget med autoværn, eller hvad det nu hedder langs togruter. Men ingen tvivl om landskabet, var storslående og togturen gik heldigvis godt. Ihvertfald for de almindelig rejsende. Hvordan det gik de to "blinde" pasagere ved vi ikke, og vi har heller ikke lyst til at tænke mere på det. Vi må indrømme, at det har været ret så grænseoverskridende for os, at kører med nattog i Vietnam.

Nu glædede vi os virkelig også til, at opleve rigtig solskin, og komme en tur til stranden. I nord havde det været varmt og fugtig, uden at solen rigtig var kommet igennem.